Min historie om Bella – En kærlig og lærerig oplevelse
Skrevet af Bellas ejer, Britta Koch Christensen, januar 2025
Jeg har altid haft en stor kærlighed til hunde, og jeg føler mig utrolig heldig over, at have haft den vidunderlige Coton de Tulear Bella, som min trofaste ven og livsledsager.
Bella var noget helt særligt for mig, og jeg vil altid være dybt taknemmelig for, at hun kom ind i mit liv.
Bella opnåede den prestigefyldte titel som Europa Winner i 2023, og hendes succes på hundeudstillinger var ikke kun en stolt præstation, men også et klart bevis på, hvilken en fantastisk hund hun var – både i temperament og udseende.
Allerede fra den dag jeg fik hende, vidste jeg, at hun var noget helt unikt, og hun har været en vidunderlig ledsager, der har fyldt mit liv med glæde.
Som mange opdrættere ved, følger der både drømme og ansvar med, når man har en hund af Bellas kaliber. Jeg havde altid håbet på at få en hvalp fra hende og længtes efter at se, hvad hun kunne viderebringe til næste generation. Men det er ikke kun kærlighed og håb, der driver et opdræt. Der er et dyreetisk ansvar, som man som opdrætter aldrig må tage let på. Hundens sundhed og velbefindende må altid komme først – og det gælder uanset, hvor stor drømmen om et kuld er.
Bella – mit livs kærlighed, der fik en diskusprolaps før hun fyldte 4 år. Bella er Europa Winner 2023.
Da Bella var lidt over tre år gammel, og hendes karriere som udstillingshund var på sit højeste, begyndte jeg at overveje, om det var tid til at få hende parret. Jeg vidste, at det var nu eller aldrig, hvis hun skulle have hvalpe. Men før jeg tog beslutningen, valgte jeg at få Bella rygundersøgt (fik taget både en DNA-test og røntgen gennem DKKs for screening af den arvelige diskusprolaps Hansen Type 1) – en beslutning, der senere skulle vise sig at være meget vigtig i forhold til et kuld hvalpe og mit forhold til opdræt.
Den beslutning blev endnu mere vigtig, da jeg blev opmærksom på, at genetiske sygdomme kan overføres fra forældre til afkom – en problematik, som man som opdrætter må være opmærksom på. Undersøgelsen afslørede nemlig at Bella havde 9 forkalkninger. Det kom som et chok, og min drøm om at få hvalpe fra hende brast.
Jeg havde håbet, at hun kunne få et kuld, men jeg kunne ikke lade ønsket om flere hunde overskygge hendes sundhed. Det blev tydeligt for mig, at dyreetik og ansvar måtte komme før alt andet. DNA-test og genetiske undersøgelser er en uundgåelig del af ansvarligt opdræt. Jeg kunne ikke i god samvittighed videreføre Bellas gener, når hun selv led af en genetisk sygdom, som kunne have haft alvorlige konsekvenser for hendes afkom, og som endte med at få alvorlige konsekvenser for hende selv og mig og min familie.
Det er en vigtig lektie, som jeg gerne vil dele med andre opdrættere: Det handler ikke kun om at avle på den smukkeste hund med de bedste resultater i udstillingsringen.
Det handler om at tage ansvar for den hund, man bringer ind i verden, og sikre, at de næste generationer får de bedste forudsætninger for et sundt og lykkeligt liv.
Desværre blev Bella nemlig selv ramt af en diskusprolaps. Hun led enormt, og det var en smertefuld oplevelse for os begge. Jeg ville ønske, at jeg kunne have gjort mere for at forhindre dette - hendes sundhed og velvære har altid været min højeste prioritet.
Hendes bortgang har været en hjerteskærende påmindelse om, hvor skrøbelig livet er, og hvordan vi som opdrættere har et stort ansvar for at sikre vores dyrs velbefindende. Jeg håber, at min historie kan være en påmindelse for andre om vigtigheden af at prioritere deres hundes sundhed og tage de nødvendige forholdsregler – uanset hvor svært det kan være.
Vi som opdrættere har et ansvar for at vælge de rette parringer, foretage de nødvendige undersøgelser og sikre, at vi ikke viderefører genetiske sygdomme, som kan skabe lidelse for både hundene og deres ejere. Hvis man får lavet nogle undersøgelser, skal det selvfølgelig ikke forties men frem på hundeweb, og hvis man ikke vil have undersøgelsen op på hundeweb skal hvalpekøbere mfl. orienteres, så man ved, hvad man har at arbejde med.
Bella vil altid være en stjerne i mit liv, og hendes kærlighed og glæde vil leve videre i mit hjerte.
Da Walther blev ramt af diskusprolaps
Skrevet af Walthers ejer i 2020
2020 er ikke lige vores hundes år. Vi mistede Porscha i marts måned, og for et par uger siden blev vi bange for, det var Walters tur. Men indtil videre tror vi på, det ender rigtig godt, og vil lige dele hele hændelsesforløbet med jer.
Walter har nogle forkalkninger... Det vidste vi godt. Men for 3 uger siden blev han mut, og der var helt sikkert noget, han ikke var tilpas med. Derfor var vi b.la. en tur hos Magtor, som ikke fandt noget neurologisk... Men de næste dage var han stadig mut og mandag den 13. juli var hans ben lige pludselig ikke så gode, og han havde det slet ikke godt.
Vi tog ud til vores dyrehospital, så han kunne blive smertedækket, og de kunne finde en årsag. De ringede straks til AniCura Århus, for at få Walter ind til CT-scanning!
I Århus arbejder den super dygtige rygkirurg Lasse Hørlyck, og vi er så taknemmelige for, at han ikke var på sommerferie. Walter blev indlagt onsdag den 15. juli om morgenen. Han blev CT scannet og røg direkte på operationsbordet.
Scanningen viste en meget stor diskusprolaps
De undrede sig over, at han godt kunne gå lidt taget i betragtning af, hvor stor diskusprolapsen var. Vi var virkeligt nervøse, MEN Lasse ved, hvad han laver - hold fast så dygtig han er.
Operationen gik godt, og de regnede med, at Walter skulle blive to til tre dage... Men allerede torsdag, dagen efter operationen, ringede de og sagde, at Walter havde det godt og måtte komme hjem.
Lasse fjernede diskusprolapsen og den knogle mellem de 4 gule punkter på et af billederne. (Der var forkalkning, hvor disken var).
Walter måtte intet lave den første måned andet end at komme ud og tisse. Ellers var hans liv i hans kurv med indhegning, da ryggen skulle have HELT ro. Bortset fra genoptræning i et waterwalk i Aarhus to gange om ugen.
Det første døgn hjemme var han selvfølgelig meget træt (havde jo nok heller ikke sovet så meget dernede), men fredag var han glad og kunne gå lige så stille. Han tissede, mens han gik, da han jo ikke var stærk nok til at lette ben.
Men smertedækket og glad. Vi flytter hans kurv og indhegning, så han hele tiden var, hvor vi var.
På dag syv kunne han allerede lette ben igen.
Status på dag 12 - Walter ville løbe, hvis han fik lov - der var intet at mærke på ham.
Han havde været til første genoptræning, og de var SÅ tilfredse med ham.
De første to billeder er fra lige, da han kom hjem. Som I kan se på det sort/hvidbillede fyldte disken næsten det hele.
Kan godt være det er en hård måned, men hold fast hvor er det bare imponerende, hvad de kan nu, dyrlægerne. Om to dage må han komme i bad igen.
Så forhåbentlig vil vi have Walter længe endnu.
Opdatering på Walther tre år efter
Walther har det så godt som aldrig før. Hans ejer tror, at han var plaget i længere tid af den her diskusprolaps, uden de så det. Men i dag er der fest og farver i ham, og han er så aktiv som aldrig før, selvom han ikke er helt ung længere.
Walther er 13 år i dag (august 2023) og har det ifølge ejer fortsat fantastiisk.